Vi besøger året rundt de mange forskellige glampingpladser i Danmark for at skrive en anmeldelse og hjælpe vores medlemmer til bedre at vælge.

glamping svendborg

En million dollar-udsigt

Når du tager på glamping i Svendborg, er rammerne for naturoplevelse helt på plads. Svendborgsund Camping ligger på en bakke og skråner ned til sundet og en skøn lille badestrand og bådebro på den ene side og en lille sø på den anden side fuld af tamme ænder.

Svendborgsund Camping opfylder glampingfølelsen til fulde på grund af omgivelserne. De luksuriøse telte ligger helt ude på skråningen med udsigt til sundet og Svendborgs farverige havneby. Du kan holde øje med de små sejlbåde, der passerer sundet fra dit telt eller fra terrassen, som ligger foran teltet.

Campingpladsen rummer i alt syv glampingtelte i forskellig størrelse, der alle har udsigt til sundet. Der er ingen tvivl om, at de luksuriøse telte har fået den smukkeste plads på hele campingpladsen.

glamping svendborg

Komforten er i top

Alle glampingteltene på Svendborgsund Camping har højt til loftet og er indrettet med rigtige senge, så du kan få en god nats søvn på din campingferie uden at gå på kompromis med kvaliteten af din madras. Der er reoler i alle teltene, så du kan pakke ud lige som på et hotel, og du har desuden et køleskab til isvand og kold rose. Til de få glohede sommernætter, som passerer Danmark, er der sågar en ventilator til at køle dig ned om natten.

glamping svendborg

Terrassen er fuldt udstyret med havemøbler og grill, så du kun behøver at pakke din tandbørste og din sommerkjole – og måske lidt grej. Møblerne levet ikke helt op til vores opfattelse af glampinglækkerhed, men de er der, og de er funktionelle.

Campingpladsens faciliteter er præcis, som de skal være på en campingplads – brugbare og OK, hverken mere eller mindre.

Aktiviteter på pladsen

Da vi besøgte campingpladsen, kom et kørende køkken forbi på pladsen og underviste pladsens beboere i at lave sund mad. Der var også børneteater til de mindste og en fin legeplads med både hoppepude, sandkasse og legehus.

For foden af bakken ved bådebroen, lægger en færge til et par gange om dagen. Med den kan du tage en smuk sejltur i det fynske øhav og lande på Tåsinge igen.

Svendborgsund Camping får topkarakterer for dens placering og for Lutousbelleteltene med højt til loftet hele vejen rundt. Den daler lidt på vores skala i forhold til udstyr og faciliteter, men det er et besøg værd, hvis du vil kombinere camping og luksus.

Prøv glamping i Svendborg på Svendborgsund Camping.

Du kan også finde andre steder at glampere i Danmark på vores liste over steder på Sjælland, Fyn og i Jylland.